Mine første år er væk

Mine første år er væk.

Ikke på den dramatiske måde. Ikke som i en film, hvor nogen en dag falder omkuld og vågner uden hukommelse. Mere som et hus, nogen langsomt har tømt, uden at jeg opdagede det. Jeg ved, at jeg har boet der. Jeg ved, at rummene har været mine. Jeg kan bare ikke gå ind i dem længere.

Jeg ved, hvor jeg blev født. Jeg ved, hvad mine forældre hedder. Jeg ved, hvilke adresser vi boede på. Jeg ved, at jeg har haft en barndom, ligesom alle andre mennesker har haft en barndom. Jeg ved bare forbavsende lidt om, hvordan den føltes indefra.

Det mærkeligste er måske, at jeg ikke engang savner konkrete svar. Jeg savner mere en fornemmelse af sammenhæng. En oplevelse af, at der er en lige linje mellem den lille dreng, jeg engang var, og den mand, jeg sidder som nu.

Den linje er der sikkert. Jeg kan bare ikke altid se den.

Mit første minde er ikke engang sikkert.

Jeg ligger i en tremmeseng og vågner, fordi to fremmede står og kigger ned på mig. En mand og en kvinde. Jeg ved ikke, hvem de er. Jeg ved bare, at jeg er bange. Jeg ligger helt stille, som børn gør, når de håber, at det farlige forsvinder af sig selv. Først da de er væk, kalder jeg på min mor.

Senere har jeg fået at vide, at det nok bare var en drøm.

Det kan det også have været.

Men hvad siger det egentlig om et menneske, hvis hans første erindring enten er frygt eller en drøm om frygt?

Det næste, jeg husker, er langt fredeligere og næsten latterligt konkret. Jeg har været ude med min far. Jeg husker ikke stedet rigtigt. Jeg husker ikke hans ansigt i situationen. Jeg husker ikke, hvad vi sagde til hinanden. Jeg husker bare, at vi kom hjem og fik rugbrød med leverpostej og ristede champignon.

Det er et mærkeligt regnskab. Næsten ingen billeder af min far. Men champignonerne står skarpt.

Jeg ved ikke, om det burde gøre mig ked af det. Det gør det ikke altid. Nogle gange gør det mig bare nysgerrig. Hvordan kan et menneske være bygget op af så meget fravær og alligevel fungere nogenlunde overbevisende i verden?

Jeg har ofte tænkt, at andre mennesker må have et mere stabilt forhold til deres egen begyndelse. At de kan gå ind i barndommen som i et gammelt hus og sige: her lå køkkenet, her sad min mor, her lærte jeg at være bange, her lærte jeg at være elsket, her begyndte det hele at ligne mig.

Sådan er det ikke hos mig.

Jeg har glimt. Løse billeder. Ting, jeg ikke ved, om jeg selv husker, eller om jeg bare har overtaget dem fra andres fortællinger. En lejlighed på Amager. En gård. En sandkasse. En farmor med kaffe, sukker og cigaretter. Et køkken med grimt tapet. En følelse af, at jeg stod lidt på siden af det hele og prøvede at regne ud, hvad det var for en verden, jeg var landet i.

Måske er det derfor, jeg stadig har så svært ved at føle mig helt hjemme noget sted.

Hvis begyndelsen er tåget, kan resten af livet også let komme til at ligne noget midlertidigt. Et sted, jeg opholder mig. Ikke nødvendigvis et sted, jeg hører til.

Jeg tror, at mange mennesker, som har mødt mig gennem livet, har haft en ret klar idé om, hvem jeg er. En mand med meninger. En mand med uro i kroppen. En mand, der kan tale for meget, tænke for meget, tvivle for meget. En mand, der både virker social og utilnærmelig. Det er alt sammen muligt. Jeg siger ikke, at de tager fejl.

Problemet er bare, at jeg selv ofte føler mig som den sidste, der får besked.

Jeg ved ikke altid, hvem jeg er blevet til, eller hvordan det skete.

Jeg ved, at jeg har et selvbillede, som langt fra er nådigt. Jeg ved, at jeg kan se på mig selv med en hårdhed, som jeg aldrig ville bruge mod andre mennesker. Jeg ved også, at jeg hele livet har forsøgt at skrive mig frem til en slags forklaring. Ikke en stor forkromet sandhed. Bare et sprog for det.

Måske er det det, der driver mig tilbage til barndommen igen og igen. Ikke nostalgi. Ikke et ønske om at romantisere noget. Mere et håb om at finde et spor, der forklarer, hvorfor visse ting stadig rammer mig så hårdt. Hvorfor uro føles mere velkendt end ro. Hvorfor jeg så let kan føle mig forkert. Hvorfor nærhed både tiltrækker og skræmmer mig. Hvorfor jeg stadig, som et voksent menneske, kan have en fornemmelse af at stå udenfor og kigge ind.

Måske er der ikke nogen stor nøgle gemt i de første år. Måske er jeg bare et menneske med en dårlig hukommelse og en lidt overudviklet trang til at finde mønstre. Det er også en mulighed.

Men jeg tror ikke helt på den.

Jeg tror, at der findes noget i det, vi ikke kan huske. Noget, der bliver liggende i kroppen længe efter, at ordene er væk. Noget, som styrer mere, end vi bryder os om at indrømme.

Jeg kan ikke gå tilbage og hente de år, jeg mangler.

Jeg kan ikke sætte mig ved siden af den lille dreng og bede ham forklare sig ordentligt.

Jeg kan ikke få min far til at stå tydeligere frem i hukommelsen, bare fordi jeg gerne vil.

Men jeg kan skrive.

Og måske er det i virkeligheden det nærmeste, jeg kommer en form for erindring: ikke at huske det hele, men at kredse om det, indtil noget begynder at ligne en sandhed.

Ikke nødvendigvis den objektive sandhed.

Bare min.