Den person, jeg taler mest med

Det er en mærkelig erkendelse at få midt i et helt almindeligt forår, men den person, jeg har talt mest med de sidste par døgn, er min personlige træner.

Han er dygtig nok. Det er ikke det. Han gør sit arbejde. Han holder øje med, om jeg faktisk laver øvelserne, og om jeg prøver at springe let og elegant over det, der gør mest ondt. Han spørger, hvordan det går, og jeg svarer noget i retning af “jo jo”. Som mænd gør, når de ikke har tænkt sig at fortælle, hvordan det faktisk går.

Men det er alligevel lidt absurd.

Jeg er 59 år gammel. Jeg har et arbejde. Jeg har kolleger. Jeg har familie. Jeg har mennesker, jeg skriver med nu og da. Jeg kan godt få en dag til at ligne et liv. Jeg står op. Jeg cykler på arbejde. Jeg løser problemer. Jeg svarer på beskeder. Jeg handler. Jeg vasker tøj. Jeg sætter musik på. Jeg laver kaffe. Jeg går i seng.

Det kan sagtens ligne noget udefra.

Indefra er det bare tit mere tyndt.

Jeg bor i en lejlighed på Amager i et område, der føles som en by, nogen har bygget uden først at beslutte sig for, om den skulle have en sjæl. Alt er nyt. Praktisk. Pænt nok. Hvidt, gråt og beton. Der er opvaskemaskine, vaskesøjle og alle de bekvemmeligheder, et voksent menneske burde være taknemmelig for. Jeg er også taknemmelig. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke, at det hele ligner et sted, hvor man kan leve et helt liv uden nogensinde rigtigt at sætte spor.

Mit liv er på mange måder blevet effektivt. Jeg arbejder meget. Nogle gange ude blandt andre mennesker. Nogle gange alene herhjemme. Jeg cykler frem og tilbage. Jeg køber det samme. Jeg spiser nogenlunde fornuftigt, i hvert fald sammenlignet med tidligere, hvor aftensmad ofte bare betød brød og mere brød. Nu forsøger jeg at opføre mig som et menneske, der har forstået, at kroppen ikke finder sig i hvad som helst længere.

Det er også derfor, jeg har fået en personlig træner. Fordi et eller andet skulle der ske.

Jeg har prøvet så mange mærkværdigheder gennem årene, at jeg næsten ikke orker at lave listen. Kure. Forsætter. Nye systemer. Nye begyndelser. Den slags, som i nogle uger får mig til at føle, at nu er jeg endelig blevet en af dem, der tager sig sammen. Og så går det over igen. Jeg mister tålmodigheden. Bliver træt af projektet. Træt af mig selv. Træt af at vente på resultater, som åbenbart mener, at de kan komme i deres eget tempo.

Jeg ville gerne kunne sige, at jeg gør det her for mig selv. Det gør jeg sikkert også. Men jeg gør det ikke kun for mig selv. Jeg gør det også for det blik, jeg forestiller mig, at andre ser på mig med. Og for det blik, jeg selv ser på mig med, som ærlig talt er det hårdeste af dem alle.

Det er måske det mest udmattende ved at være mig. Ikke arbejdet. Ikke alderen. Ikke motionen. Ikke engang ensomheden. Men det konstante indre kommentatorspor, der følger mig rundt som en gnaven mellemleder med adgang til alle rum.

Jeg kan mærke det helt konkret, når jeg står i kø. I supermarkedet. I metroen. På en station. Så begynder jeg at svede. Ikke på den diskrete måde, hvor et normalt menneske lige kan duppe panden og komme videre. Nej. Jeg sveder med en entusiasme, der får det til at ligne, at jeg er ved at flygte fra et gerningssted. Jeg kan mærke blikkene, også når de måske ikke er der. Jeg kan næsten høre dem.

Hvad er der med ham der?

Hvorfor sveder han så voldsomt?

Det er muligt, at ingen tænker det. Det hjælper bare ikke noget, når jeg selv tænker det for dem.

Weekenderne er værst. Ikke fordi der sker noget dramatisk, men fordi der netop ikke gør. Der er for meget plads. For meget tid, der skal fyldes ud af mig selv. Jeg kan sagtens være alene. Jeg er faktisk blevet ret god til disciplinen. Måske for god. Jeg kan dimse rundt i min lejlighed, cykle en tur, sætte musik på, læse bøger og artikler, se noget ligegyldigt i fjernsynet og få en hel dag til at forsvinde uden at have sagt et ord til nogen.

Det er ikke altid trist. Det er vigtigt at sige. Jeg går ikke rundt i en konstant tåge. Jeg er ikke deprimeret. Jeg er bare et menneske med en grundtone af uro og en påfaldende evne til at tænke mig selv skæv.

Nogle gange savner jeg et liv, jeg ikke engang er sikker på, at jeg ville kunne holde ud at leve. Jeg savner forelskelse, lethed, nogen at komme hjem til, nogen at sende en ligegyldig besked til, bare fordi dagen også består af den slags. Men jeg savner ikke nødvendigvis forvirringen, kompromiserne eller den mærkelige forvandling, der kan ske, når man prøver for hårdt at blive den, man tror, et andet menneske vil have.

Jeg savner nok mest følelsen af, at mit liv lander et sted.

Indtil videre lander det mest hos min personlige træner mandag morgen.

Han står der klokken otte og fortæller mig, at jeg godt kan tage et sæt mere. Jeg nikker, som om jeg er typen, der tager ting med ophøjet ro. Det er jeg ikke. Jeg er træt, forpustet og lettere fornærmet over, at han sikkert har ret.

Måske er det ikke helt uvæsentligt, at det lige nu er det mest stabile menneskelige holdepunkt i min uge. Ikke fordi han er en fortrolig. Ikke fordi vi har dybe samtaler. Men fordi han forventer, at jeg møder op. Og fordi jeg, når jeg går derfra, i en kort periode har fornemmelsen af, at jeg i det mindste gør et eller andet, som trækker mig i retning af et liv, jeg bedre kan holde ud at være i.

Det er ikke nogen lille ting.