Kvinden i træningscenteret

Der, hvor jeg træner, kommer der ofte en kvinde i morgentimerne.

Hun værdiger mig ikke et blik.

Det behøver hun heller ikke.

Jeg kender hende ikke. Jeg ved ikke, hvad hun hedder, hvor hun kommer fra, eller hvad hun laver, når hun ikke står i et træningscenter med høretelefoner på og et blik, der hele tiden ser ud til at være på vej et andet sted hen.

Men jeg ser hende.

Ikke på den måde. Det er vigtigt at sige, for ellers kan sådan en sætning hurtigt komme til at lyde forkert. Jeg står ikke og stirrer. Jeg bygger ikke en historie om hende, som hun ikke har bedt om at være med i. Jeg lægger bare mærke til hende, fordi hun næsten altid får mig til at smile.

Ikke fordi hun er smuk.

Det er hun sikkert. Det er ikke pointen.

Pointen er hendes smil.

Hun er ofte i samtale med nogen i sine høretelefoner. Andre gange kigger hun ned på sin telefon. Og så sker det. Hun smiler på en måde, hvor jeg aldrig er i tvivl om, at der findes et menneske i den anden ende, som gør hende glad.

Det er ikke et høfligt smil. Ikke sådan et socialt smil, jeg selv kan finde på at bruge for at få en samtale til at glide videre. Det er mere ubevogtet end det. Som om noget inde i hende lige glemmer at holde igen.

Den slags kan jeg godt blive ramt af.

Jeg træner om morgenen, fordi et eller andet skulle ske. Det er sådan en sætning, der både lyder dramatisk og helt praktisk. Men det er nok den bedste forklaring, jeg har.

Jeg har prøvet de fleste versioner af nye begyndelser. Kure. Forsætter. Planer. Systemer. Kalendere. Medicin. Små løfter til mig selv, der føles stærke mandag morgen og allerede begynder at falde fra hinanden torsdag eftermiddag.

Nu møder jeg op i et træningscenter.

Jeg sveder. Mere end jeg bryder mig om. Mere end jeg synes er rimeligt. Jeg kan næsten mærke folks blikke, også når de måske slet ikke er der. Jeg tænker for dem, før de når at tænke noget selv.

Hvad er der med ham der?

Hvorfor sveder han så voldsomt?

Det er muligt, at ingen tænker det. Det hjælper bare ikke meget, når jeg selv er pinligt bevidst om og har et billede af mig selv som storsvedende og pustende.

Så står jeg der mellem maskiner, vægte, spejle og mennesker, der virker, som om de har en mere naturlig aftale med deres egen krop, end jeg har. Jeg prøver at gøre det rigtigt. Prøver at lytte. Prøver ikke at ligne en mand, der helst vil være færdig, før han er begyndt.

Og midt i alt det er hun der nogle morgener.

Hun kommer ind med sine høretelefoner, sin telefon, sin egen verden. Hun har ingen funktion i mit liv. Hun skal ikke redde noget. Hun er ikke et tegn fra universet. Jeg har efterhånden levet længe nok til at være skeptisk over for den slags.

Men hun minder mig om noget.

At mennesker kan bære noget lyst med sig uden at vide det.

At et smil, der egentlig er sendt til en anden, godt kan ramme et tredje menneske i periferien.

At et rum kan ændre sig, bare fordi nogen et øjeblik glemmer at være lukket i sig selv.

Det lyder næsten for blødt, når jeg skriver det sådan. Jeg kan mærke min indre censor gøre sig klar. Slap nu af. Det er bare en kvinde i et træningscenter. Hun taler sikkert med sin kæreste, sin veninde, sin mor, sin kollega. Hun har et liv, du ikke aner noget om.

Ja.

Netop.

Det er måske det, der gør det så fint. At jeg ikke ved noget. At der ikke er nogen fortælling, jeg skal forstå til bunds. Bare et lille glimt af et andet menneskes forbindelse til verden.

Jeg har weekender, hvor min menneskelige kontakt kan tælles på få sætninger. En samtale med min træner. Et par ord i et omklædningsrum. Måske en besked på telefonen. Måske ikke engang det.

Jeg kan godt få sådan et liv til at fungere. Det er ikke det samme som, at det altid føles levende.

Måske er det derfor, hendes smil rammer mig.

Ikke fordi det handler om hende.

Men fordi det afslører noget i mig.

Jeg gad godt være et menneske, der uden at vide det kunne give andre den følelse. Ikke ved at præstere noget. Ikke ved at være klog, morsom eller nyttig. Bare ved at være så tydeligt i kontakt med noget godt, at det slap ud af ansigtet på mig og landede i et rum.

Det er en mærkelig ting at ønske sig.

Men jeg tror ikke, det er en lille ting.

For nogle morgener er det nok, at der findes et menneske i nærheden, som smiler til en besked, jeg aldrig skal læse.

Så står jeg der, svedig og lidt forpustet, og får en fornemmelse af, at verden måske ikke kun består af ufred, angst, polerede overflader, pligt, kalorier, dårlig samvittighed og spejle, jeg helst ikke vil se for længe i.

Der findes også den slags.

Et smil, der ikke var til mig.

Og alligevel rammer det netop mig.