Det var en af de første dage i den gård. Jeg kendte endnu ikke rytmen på stedet. Jeg vidste ikke, hvem børnene var, hvem der bestemte, hvem man skulle holde sig fra, eller hvordan man overhovedet begyndte at høre til. Jeg sad bare der i sandet og trak mine fingre gennem små spor, som om verden kunne gøres enkel, hvis bare bilerne fik en vej at køre på.

Han standsede et stykke fra mig og sagde:

“Jeg hedder Werner.”

Jeg kiggede op.

Han sagde det med en selvfølgelighed, der gjorde navnet større end ham selv. Werner. Det lød som en voksen. Som en med støvler, nøgler og en hund, der adlød. Ikke som en dreng i gården.

Jeg sagde mit eget navn lavt. Næsten som en indrømmelse.

Han satte sig ikke rigtigt ned. Han slog sig mere ned i nærheden af mig, som om han allerede havde besluttet sig for, at vi var i gang med noget, der tilhørte ham. Så begyndte han at fortælle. At han boede øverst oppe. At han havde schæferhunde. To. At han snart skulle i skole. At han vidste en masse ting, jeg ikke vidste.

Jeg troede på alt, hvad han sagde.

Jeg var bange for schæferhunde. Derfor virkede han farlig på den gode måde. Som en af den slags drenge, der kunne bevæge sig frit ind og ud af verdener, andre kun stod og kiggede på. Jeg havde selv en hund, kunne jeg fortælle, men det var bare en skotte. En lille sort ting, som pludselig føltes latterlig i sammenligning med to usynlige schæferhunde.

Han så på mine biler, men ikke med interesse. Mere som en, der accepterede, at det var det, jeg havde at gøre godt med.

Jeg ville gerne have, at han blev.

Det ville jeg allerede, før jeg forstod, at den slags drenge sjældent bliver af de rigtige grunde.

Der var noget ved ham, jeg genkendte, længe før jeg kunne sætte ord på det. Han var den slags barn, som allerede havde opdaget, at virkeligheden kunne forbedres med det rette greb. Hvis sandheden ikke var spændende nok, kunne man bare give den lidt mere pels, lidt flere tænder, lidt mere luft under sig. Et navn, der lød bedre. En hund mere. Et liv, der skinnede lidt mere end det, man faktisk havde fået udleveret.

Det forstod jeg ikke dengang.

Dengang tænkte jeg bare, at Werner var et langt sejere navn end mit.

Senere fandt jeg ud af, at han ikke hed Werner. Han hed noget helt andet. Han havde heller ikke to schæferhunde. Han havde en onkel, som hed Werner, og som åbenbart var så stor inde i ham, at han for en stund havde lånt både hans navn og hans tyngde.

Jeg følte mig ikke snydt, da jeg fandt ud af det. Ikke rigtigt.

Måske fordi jeg allerede kendte noget til følelsen. Ikke at lyve præcist, men at længes så meget efter en anden udgave af sig selv, at man et øjeblik prøver den på som en frakke.

Han blev den første dreng i gården, jeg lagde mærke til.

Ikke den første ven. Ikke den første, der var god ved mig. Bare den første, der stod dér midt i min nye verden og viste mig, at identitet ikke nødvendigvis var noget, man havde. Den kunne også være noget, man tog på.

Jeg tænker stadig på ham fra tid til anden. Vi kom i klasse sammen. Jeg har et billede af ham og mig fra første skoledag. Nære venner blev vi aldrig, men han vedblev en hvis venskab jeg higede efter. Han holdt altid lidt afstand til mig. I selskab med andre kunne han nedgøre mig og få mig til at føle mig helt lille. Jeg tænker på ham.

Ikke så meget på drengen selv, men på den kraft, der skal til for at sætte sig i en sandkasse, kigge et fremmed barn i øjnene og uden at blinke sige:

Jeg hedder Werner.

The post Werner appeared first on Eversby.dk.

Hun værdiger mig ikke et blik.

Det behøver hun heller ikke.

Jeg kender hende ikke. Jeg ved ikke, hvad hun hedder, hvor hun kommer fra, eller hvad hun laver, når hun ikke står i et træningscenter med høretelefoner på og et blik, der hele tiden ser ud til at være på vej et andet sted hen.

Men jeg ser hende.

Ikke på den måde. Det er vigtigt at sige, for ellers kan sådan en sætning hurtigt komme til at lyde forkert. Jeg står ikke og stirrer. Jeg bygger ikke en historie om hende, som hun ikke har bedt om at være med i. Jeg lægger bare mærke til hende, fordi hun næsten altid får mig til at smile.

Ikke fordi hun er smuk.

Det er hun sikkert. Det er ikke pointen.

Pointen er hendes smil.

Hun er ofte i samtale med nogen i sine høretelefoner. Andre gange kigger hun ned på sin telefon. Og så sker det. Hun smiler på en måde, hvor jeg aldrig er i tvivl om, at der findes et menneske i den anden ende, som gør hende glad.

Det er ikke et høfligt smil. Ikke sådan et socialt smil, jeg selv kan finde på at bruge for at få en samtale til at glide videre. Det er mere ubevogtet end det. Som om noget inde i hende lige glemmer at holde igen.

Den slags kan jeg godt blive ramt af.

Jeg træner om morgenen, fordi et eller andet skulle ske. Det er sådan en sætning, der både lyder dramatisk og helt praktisk. Men det er nok den bedste forklaring, jeg har.

Jeg har prøvet de fleste versioner af nye begyndelser. Kure. Forsætter. Planer. Systemer. Kalendere. Medicin. Små løfter til mig selv, der føles stærke mandag morgen og allerede begynder at falde fra hinanden torsdag eftermiddag.

Nu møder jeg op i et træningscenter.

Jeg sveder. Mere end jeg bryder mig om. Mere end jeg synes er rimeligt. Jeg kan næsten mærke folks blikke, også når de måske slet ikke er der. Jeg tænker for dem, før de når at tænke noget selv.

Hvad er der med ham der?

Hvorfor sveder han så voldsomt?

Det er muligt, at ingen tænker det. Det hjælper bare ikke meget, når jeg selv er pinligt bevidst om og har et billede af mig selv som storsvedende og pustende.

Så står jeg der mellem maskiner, vægte, spejle og mennesker, der virker, som om de har en mere naturlig aftale med deres egen krop, end jeg har. Jeg prøver at gøre det rigtigt. Prøver at lytte. Prøver ikke at ligne en mand, der helst vil være færdig, før han er begyndt.

Og midt i alt det er hun der nogle morgener.

Hun kommer ind med sine høretelefoner, sin telefon, sin egen verden. Hun har ingen funktion i mit liv. Hun skal ikke redde noget. Hun er ikke et tegn fra universet. Jeg har efterhånden levet længe nok til at være skeptisk over for den slags.

Men hun minder mig om noget.

At mennesker kan bære noget lyst med sig uden at vide det.

At et smil, der egentlig er sendt til en anden, godt kan ramme et tredje menneske i periferien.

At et rum kan ændre sig, bare fordi nogen et øjeblik glemmer at være lukket i sig selv.

Det lyder næsten for blødt, når jeg skriver det sådan. Jeg kan mærke min indre censor gøre sig klar. Slap nu af. Det er bare en kvinde i et træningscenter. Hun taler sikkert med sin kæreste, sin veninde, sin mor, sin kollega. Hun har et liv, du ikke aner noget om.

Ja.

Netop.

Det er måske det, der gør det så fint. At jeg ikke ved noget. At der ikke er nogen fortælling, jeg skal forstå til bunds. Bare et lille glimt af et andet menneskes forbindelse til verden.

Jeg har weekender, hvor min menneskelige kontakt kan tælles på få sætninger. En samtale med min træner. Et par ord i et omklædningsrum. Måske en besked på telefonen. Måske ikke engang det.

Jeg kan godt få sådan et liv til at fungere. Det er ikke det samme som, at det altid føles levende.

Måske er det derfor, hendes smil rammer mig.

Ikke fordi det handler om hende.

Men fordi det afslører noget i mig.

Jeg gad godt være et menneske, der uden at vide det kunne give andre den følelse. Ikke ved at præstere noget. Ikke ved at være klog, morsom eller nyttig. Bare ved at være så tydeligt i kontakt med noget godt, at det slap ud af ansigtet på mig og landede i et rum.

Det er en mærkelig ting at ønske sig.

Men jeg tror ikke, det er en lille ting.

For nogle morgener er det nok, at der findes et menneske i nærheden, som smiler til en besked, jeg aldrig skal læse.

Så står jeg der, svedig og lidt forpustet, og får en fornemmelse af, at verden måske ikke kun består af ufred, angst, polerede overflader, pligt, kalorier, dårlig samvittighed og spejle, jeg helst ikke vil se for længe i.

Der findes også den slags.

Et smil, der ikke var til mig.

Og alligevel rammer det netop mig.

The post Kvinden i træningscenteret appeared first on Eversby.dk.

Han er dygtig nok. Det er ikke det. Han gør sit arbejde. Han holder øje med, om jeg faktisk laver øvelserne, og om jeg prøver at springe let og elegant over det, der gør mest ondt. Han spørger, hvordan det går, og jeg svarer noget i retning af “jo jo”. Som mænd gør, når de ikke har tænkt sig at fortælle, hvordan det faktisk går.

Men det er alligevel lidt absurd.

Jeg er 59 år gammel. Jeg har et arbejde. Jeg har kolleger. Jeg har familie. Jeg har mennesker, jeg skriver med nu og da. Jeg kan godt få en dag til at ligne et liv. Jeg står op. Jeg cykler på arbejde. Jeg løser problemer. Jeg svarer på beskeder. Jeg handler. Jeg vasker tøj. Jeg sætter musik på. Jeg laver kaffe. Jeg går i seng.

Det kan sagtens ligne noget udefra.

Indefra er det bare tit mere tyndt.

Jeg bor i en lejlighed på Amager i et område, der føles som en by, nogen har bygget uden først at beslutte sig for, om den skulle have en sjæl. Alt er nyt. Praktisk. Pænt nok. Hvidt, gråt og beton. Der er opvaskemaskine, vaskesøjle og alle de bekvemmeligheder, et voksent menneske burde være taknemmelig for. Jeg er også taknemmelig. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke, at det hele ligner et sted, hvor man kan leve et helt liv uden nogensinde rigtigt at sætte spor.

Mit liv er på mange måder blevet effektivt. Jeg arbejder meget. Nogle gange ude blandt andre mennesker. Nogle gange alene herhjemme. Jeg cykler frem og tilbage. Jeg køber det samme. Jeg spiser nogenlunde fornuftigt, i hvert fald sammenlignet med tidligere, hvor aftensmad ofte bare betød brød og mere brød. Nu forsøger jeg at opføre mig som et menneske, der har forstået, at kroppen ikke finder sig i hvad som helst længere.

Det er også derfor, jeg har fået en personlig træner. Fordi et eller andet skulle der ske.

Jeg har prøvet så mange mærkværdigheder gennem årene, at jeg næsten ikke orker at lave listen. Kure. Forsætter. Nye systemer. Nye begyndelser. Den slags, som i nogle uger får mig til at føle, at nu er jeg endelig blevet en af dem, der tager sig sammen. Og så går det over igen. Jeg mister tålmodigheden. Bliver træt af projektet. Træt af mig selv. Træt af at vente på resultater, som åbenbart mener, at de kan komme i deres eget tempo.

Jeg ville gerne kunne sige, at jeg gør det her for mig selv. Det gør jeg sikkert også. Men jeg gør det ikke kun for mig selv. Jeg gør det også for det blik, jeg forestiller mig, at andre ser på mig med. Og for det blik, jeg selv ser på mig med, som ærlig talt er det hårdeste af dem alle.

Det er måske det mest udmattende ved at være mig. Ikke arbejdet. Ikke alderen. Ikke motionen. Ikke engang ensomheden. Men det konstante indre kommentatorspor, der følger mig rundt som en gnaven mellemleder med adgang til alle rum.

Jeg kan mærke det helt konkret, når jeg står i kø. I supermarkedet. I metroen. På en station. Så begynder jeg at svede. Ikke på den diskrete måde, hvor et normalt menneske lige kan duppe panden og komme videre. Nej. Jeg sveder med en entusiasme, der får det til at ligne, at jeg er ved at flygte fra et gerningssted. Jeg kan mærke blikkene, også når de måske ikke er der. Jeg kan næsten høre dem.

Hvad er der med ham der?

Hvorfor sveder han så voldsomt?

Det er muligt, at ingen tænker det. Det hjælper bare ikke noget, når jeg selv tænker det for dem.

Weekenderne er værst. Ikke fordi der sker noget dramatisk, men fordi der netop ikke gør. Der er for meget plads. For meget tid, der skal fyldes ud af mig selv. Jeg kan sagtens være alene. Jeg er faktisk blevet ret god til disciplinen. Måske for god. Jeg kan dimse rundt i min lejlighed, cykle en tur, sætte musik på, læse bøger og artikler, se noget ligegyldigt i fjernsynet og få en hel dag til at forsvinde uden at have sagt et ord til nogen.

Det er ikke altid trist. Det er vigtigt at sige. Jeg går ikke rundt i en konstant tåge. Jeg er ikke deprimeret. Jeg er bare et menneske med en grundtone af uro og en påfaldende evne til at tænke mig selv skæv.

Nogle gange savner jeg et liv, jeg ikke engang er sikker på, at jeg ville kunne holde ud at leve. Jeg savner forelskelse, lethed, nogen at komme hjem til, nogen at sende en ligegyldig besked til, bare fordi dagen også består af den slags. Men jeg savner ikke nødvendigvis forvirringen, kompromiserne eller den mærkelige forvandling, der kan ske, når man prøver for hårdt at blive den, man tror, et andet menneske vil have.

Jeg savner nok mest følelsen af, at mit liv lander et sted.

Indtil videre lander det mest hos min personlige træner mandag morgen.

Han står der klokken otte og fortæller mig, at jeg godt kan tage et sæt mere. Jeg nikker, som om jeg er typen, der tager ting med ophøjet ro. Det er jeg ikke. Jeg er træt, forpustet og lettere fornærmet over, at han sikkert har ret.

Måske er det ikke helt uvæsentligt, at det lige nu er det mest stabile menneskelige holdepunkt i min uge. Ikke fordi han er en fortrolig. Ikke fordi vi har dybe samtaler. Men fordi han forventer, at jeg møder op. Og fordi jeg, når jeg går derfra, i en kort periode har fornemmelsen af, at jeg i det mindste gør et eller andet, som trækker mig i retning af et liv, jeg bedre kan holde ud at være i.

Det er ikke nogen lille ting.

The post Den person, jeg taler mest med appeared first on Eversby.dk.

Ikke på den dramatiske måde. Ikke som i en film, hvor nogen en dag falder omkuld og vågner uden hukommelse. Mere som et hus, nogen langsomt har tømt, uden at jeg opdagede det. Jeg ved, at jeg har boet der. Jeg ved, at rummene har været mine. Jeg kan bare ikke gå ind i dem længere.

Jeg ved, hvor jeg blev født. Jeg ved, hvad mine forældre hedder. Jeg ved, hvilke adresser vi boede på. Jeg ved, at jeg har haft en barndom, ligesom alle andre mennesker har haft en barndom. Jeg ved bare forbavsende lidt om, hvordan den føltes indefra.

Det mærkeligste er måske, at jeg ikke engang savner konkrete svar. Jeg savner mere en fornemmelse af sammenhæng. En oplevelse af, at der er en lige linje mellem den lille dreng, jeg engang var, og den mand, jeg sidder som nu.

Den linje er der sikkert. Jeg kan bare ikke altid se den.

Mit første minde er ikke engang sikkert.

Jeg ligger i en tremmeseng og vågner, fordi to fremmede står og kigger ned på mig. En mand og en kvinde. Jeg ved ikke, hvem de er. Jeg ved bare, at jeg er bange. Jeg ligger helt stille, som børn gør, når de håber, at det farlige forsvinder af sig selv. Først da de er væk, kalder jeg på min mor.

Senere har jeg fået at vide, at det nok bare var en drøm.

Det kan det også have været.

Men hvad siger det egentlig om et menneske, hvis hans første erindring enten er frygt eller en drøm om frygt?

Det næste, jeg husker, er langt fredeligere og næsten latterligt konkret. Jeg har været ude med min far. Jeg husker ikke stedet rigtigt. Jeg husker ikke hans ansigt i situationen. Jeg husker ikke, hvad vi sagde til hinanden. Jeg husker bare, at vi kom hjem og fik rugbrød med leverpostej og ristede champignon.

Det er et mærkeligt regnskab. Næsten ingen billeder af min far. Men champignonerne står skarpt.

Jeg ved ikke, om det burde gøre mig ked af det. Det gør det ikke altid. Nogle gange gør det mig bare nysgerrig. Hvordan kan et menneske være bygget op af så meget fravær og alligevel fungere nogenlunde overbevisende i verden?

Jeg har ofte tænkt, at andre mennesker må have et mere stabilt forhold til deres egen begyndelse. At de kan gå ind i barndommen som i et gammelt hus og sige: her lå køkkenet, her sad min mor, her lærte jeg at være bange, her lærte jeg at være elsket, her begyndte det hele at ligne mig.

Sådan er det ikke hos mig.

Jeg har glimt. Løse billeder. Ting, jeg ikke ved, om jeg selv husker, eller om jeg bare har overtaget dem fra andres fortællinger. En lejlighed på Amager. En gård. En sandkasse. En farmor med kaffe, sukker og cigaretter. Et køkken med grimt tapet. En følelse af, at jeg stod lidt på siden af det hele og prøvede at regne ud, hvad det var for en verden, jeg var landet i.

Måske er det derfor, jeg stadig har så svært ved at føle mig helt hjemme noget sted.

Hvis begyndelsen er tåget, kan resten af livet også let komme til at ligne noget midlertidigt. Et sted, jeg opholder mig. Ikke nødvendigvis et sted, jeg hører til.

Jeg tror, at mange mennesker, som har mødt mig gennem livet, har haft en ret klar idé om, hvem jeg er. En mand med meninger. En mand med uro i kroppen. En mand, der kan tale for meget, tænke for meget, tvivle for meget. En mand, der både virker social og utilnærmelig. Det er alt sammen muligt. Jeg siger ikke, at de tager fejl.

Problemet er bare, at jeg selv ofte føler mig som den sidste, der får besked.

Jeg ved ikke altid, hvem jeg er blevet til, eller hvordan det skete.

Jeg ved, at jeg har et selvbillede, som langt fra er nådigt. Jeg ved, at jeg kan se på mig selv med en hårdhed, som jeg aldrig ville bruge mod andre mennesker. Jeg ved også, at jeg hele livet har forsøgt at skrive mig frem til en slags forklaring. Ikke en stor forkromet sandhed. Bare et sprog for det.

Måske er det det, der driver mig tilbage til barndommen igen og igen. Ikke nostalgi. Ikke et ønske om at romantisere noget. Mere et håb om at finde et spor, der forklarer, hvorfor visse ting stadig rammer mig så hårdt. Hvorfor uro føles mere velkendt end ro. Hvorfor jeg så let kan føle mig forkert. Hvorfor nærhed både tiltrækker og skræmmer mig. Hvorfor jeg stadig, som et voksent menneske, kan have en fornemmelse af at stå udenfor og kigge ind.

Måske er der ikke nogen stor nøgle gemt i de første år. Måske er jeg bare et menneske med en dårlig hukommelse og en lidt overudviklet trang til at finde mønstre. Det er også en mulighed.

Men jeg tror ikke helt på den.

Jeg tror, at der findes noget i det, vi ikke kan huske. Noget, der bliver liggende i kroppen længe efter, at ordene er væk. Noget, som styrer mere, end vi bryder os om at indrømme.

Jeg kan ikke gå tilbage og hente de år, jeg mangler.

Jeg kan ikke sætte mig ved siden af den lille dreng og bede ham forklare sig ordentligt.

Jeg kan ikke få min far til at stå tydeligere frem i hukommelsen, bare fordi jeg gerne vil.

Men jeg kan skrive.

Og måske er det i virkeligheden det nærmeste, jeg kommer en form for erindring: ikke at huske det hele, men at kredse om det, indtil noget begynder at ligne en sandhed.

Ikke nødvendigvis den objektive sandhed.

Bare min.

The post Mine første år er væk appeared first on Eversby.dk.