Werner

Jeg sad i sandkassen og byggede veje til mine små biler, da han kom hen imod mig.

Det var en af de første dage i den gård. Jeg kendte endnu ikke rytmen på stedet. Jeg vidste ikke, hvem børnene var, hvem der bestemte, hvem man skulle holde sig fra, eller hvordan man overhovedet begyndte at høre til. Jeg sad bare der i sandet og trak mine fingre gennem små spor, som om verden kunne gøres enkel, hvis bare bilerne fik en vej at køre på.

Han standsede et stykke fra mig og sagde:

“Jeg hedder Werner.”

Jeg kiggede op.

Han sagde det med en selvfølgelighed, der gjorde navnet større end ham selv. Werner. Det lød som en voksen. Som en med støvler, nøgler og en hund, der adlød. Ikke som en dreng i gården.

Jeg sagde mit eget navn lavt. Næsten som en indrømmelse.

Han satte sig ikke rigtigt ned. Han slog sig mere ned i nærheden af mig, som om han allerede havde besluttet sig for, at vi var i gang med noget, der tilhørte ham. Så begyndte han at fortælle. At han boede øverst oppe. At han havde schæferhunde. To. At han snart skulle i skole. At han vidste en masse ting, jeg ikke vidste.

Jeg troede på alt, hvad han sagde.

Jeg var bange for schæferhunde. Derfor virkede han farlig på den gode måde. Som en af den slags drenge, der kunne bevæge sig frit ind og ud af verdener, andre kun stod og kiggede på. Jeg havde selv en hund, kunne jeg fortælle, men det var bare en skotte. En lille sort ting, som pludselig føltes latterlig i sammenligning med to usynlige schæferhunde.

Han så på mine biler, men ikke med interesse. Mere som en, der accepterede, at det var det, jeg havde at gøre godt med.

Jeg ville gerne have, at han blev.

Det ville jeg allerede, før jeg forstod, at den slags drenge sjældent bliver af de rigtige grunde.

Der var noget ved ham, jeg genkendte, længe før jeg kunne sætte ord på det. Han var den slags barn, som allerede havde opdaget, at virkeligheden kunne forbedres med det rette greb. Hvis sandheden ikke var spændende nok, kunne man bare give den lidt mere pels, lidt flere tænder, lidt mere luft under sig. Et navn, der lød bedre. En hund mere. Et liv, der skinnede lidt mere end det, man faktisk havde fået udleveret.

Det forstod jeg ikke dengang.

Dengang tænkte jeg bare, at Werner var et langt sejere navn end mit.

Senere fandt jeg ud af, at han ikke hed Werner. Han hed noget helt andet. Han havde heller ikke to schæferhunde. Han havde en onkel, som hed Werner, og som åbenbart var så stor inde i ham, at han for en stund havde lånt både hans navn og hans tyngde.

Jeg følte mig ikke snydt, da jeg fandt ud af det. Ikke rigtigt.

Måske fordi jeg allerede kendte noget til følelsen. Ikke at lyve præcist, men at længes så meget efter en anden udgave af sig selv, at man et øjeblik prøver den på som en frakke.

Han blev den første dreng i gården, jeg lagde mærke til.

Ikke den første ven. Ikke den første, der var god ved mig. Bare den første, der stod dér midt i min nye verden og viste mig, at identitet ikke nødvendigvis var noget, man havde. Den kunne også være noget, man tog på.

Jeg tænker stadig på ham fra tid til anden. Vi kom i klasse sammen. Jeg har et billede af ham og mig fra første skoledag. Nære venner blev vi aldrig, men han vedblev en hvis venskab jeg higede efter. Han holdt altid lidt afstand til mig. I selskab med andre kunne han nedgøre mig og få mig til at føle mig helt lille. Jeg tænker på ham.

Ikke så meget på drengen selv, men på den kraft, der skal til for at sætte sig i en sandkasse, kigge et fremmed barn i øjnene og uden at blinke sige:

Jeg hedder Werner.