En dreng i en sandkasse præsenterede sig som Werner, og jeg troede på ham med det samme. Det blev mit første møde med, at identitet også kan være noget, man tager på.
Kvinden i træningscenteret
Jeg møder hende nogle morgener i træningscenteret, uden at hun aner, at jeg lægger mærke til hende. Ikke på grund af hendes krop, men fordi hendes smil rammer noget i mig.
Den person, jeg taler mest med
Jeg opdager, at den person, jeg taler mest med lige nu, er min personlige træner. Det siger mere om ensomhed, krop og hverdagsliv, end jeg bryder mig om at indrømme.
Mine første år er væk
Jeg kan forbavsende lidt om min egen begyndelse, og det føles mere underligt end dramatisk. Jeg skriver mig tættere på de første år i håb om at finde en sammenhæng, ikke en facitliste.